Et godt katteliv er et trygt katteliv
Vores katte er resultatet af, at opdrættere gennem tiden har udvalgt særligt tillidsfulde katte til at få killinger. Her har tilfældighederne ikke noget at skulle have sagt; det vigtigste avlsmål er at killingerne er sunde og raske og har et dejligt racetypisk temperament. Resultatet er katte, som til fulde opfylder vores behov for selskabsdyr, og som ikke færdes tilstrækkeligt forsigtigt i det fri. Der er alt for mange farer, som lurer på en fritgående kat, og de tillidsfulde og venlige står forrest, når der uddeles lussinger. Årligt trafikdræbes et utal af katte, og risikoen for infektioner som følge af slagsmål med ræve, hunde og andre katte kan også være livsfarlig.
Katteindhegninger i haver
Det bliver efterhånden mere og mere almindeligt, at katteejere vælger at holde deres katte indenfor egen matrikel og dermed undgår ovennævnte farer. Det er ofte til stor glæde for naboerne, som ikke længere generes af den fritgående kats besørgen i rosenbedet, kattehårene i havemøblerne efter formiddagsluren og jagten på småfuglene ved foderbrættet.
Nogle vælger at indhegne haven eller en del af haven. Andre vælger at bygge en kattegård. Begge dele er til stor fornøjelse for husets kat(te), som på den måde kan nyde udendørslivet.
Indhegning
Indhegning kan udføres med volierenet eller med plankeværk, og det er vigtigt at finde en løsning, som både passer til haven og til pengepungen. Hegnet bør være mindst 170 cm højt, gerne mere. Hvis hegnet skal kunne skjules af en almindelig ligusterhæk, så er 170 cm passende de steder, hvor grundejerforeningens vedtægter eller andre reglementer angiver, at hækken højst må være 180 cm. Toppen af hegnet kan sikres enten med elektrisk tråd eller med et vandret overhæng, som stopper katten, når den forsøger at klatre op. Vælger man en løsning med elektrisk tråd, skal man være opmærksom på, at der skal være jordforbindelse. Det er ikke nok, at man selv får stød, når man står på jorden og rører ved el-tråden. Når katten hænger 170 cm over jordoverfladen på et træplankeværk, så er der ingen jordforbindelse med mindre man har ført en jord-tråd med rundt. Vælger man en løsning med vandret overhæng, så bør dette være mindst 50 cm. Uanset om man sikrer sig mod, at katten kan komme ud ved hjælp af elektrisk tråd eller et vandret overhæng, så skal man tænke på også at sikre sig mod, at andre katte kan komme ind. Det kan give et vældigt slagsmål, hvis sådan en indtrængende kat ikke kan komme ud igen. Så hvis der ikke er en tyk hæk på den anden side af hegnet, så kan det være en god idé at sikre på begge sider.
Når man hegner ind for, at katten skal kunne nyde livet i haven, så er det vigtigt, at huske, at det er for at give katten et valg. Altså skal katten også have mulighed for at komme indenfor igen ved hjælp af en kattelem. Kattelemme findes både til murværk, til træværk og til vinduer. Det er også muligt at få kattelemme til termoruder, det kræver dog glarmesterens hjælp idet der ikke kan skæres i en eksisterende termorude. Hvis der skal kattelem i en termorude, skal der købes en ny rude, som tillaves specielt til formålet. Prisen er cirka det 3-dobbelte af, hvad termoruden ellers ville koste. Husk at gemme den originale rude på loftet eller i kælderen. Det er en fordel, hvis man en dag skal sælge huset uden kattelem, så skal den originale rude blot isættes igen.
Kattegård
En kattegård kan også være en fin løsning. Her er det vigtigt at tænke på placeringen. Kattegården bør ikke bygges på et sted uden sol, ligesom det heller ikke er i kattens interesse, hvis der ikke er mulighed for læ og skygge. Placeringen af kattegården bør være et sted, hvor katten både har mulighed for at slikke solskin og være i skygge. Kattegården kan fx indrettes med hårdføre bambusplanter, nogle hylder at ligge på og klatremuligheder. Af hygiejniske årsager bør kattegårdens bund ikke være jord eller sand. Det opfordrer katten til at bruge området som kattebakke, så en fast belægning eller græs er at foretrække. Fx en belægning med træfliser, som ikke er ligeså hårde at springe ned på som stenfliser. Når katten har vænnet sig til sin kattegård, kan man vælge at sætte kattebakken derud. Vær dog opmærksom på, at de fleste katte ikke vil benytte toilettet ude i frostvejr, så bakken skal ind igen om vinteren. Størrelsen på en kattegård afhænger naturligvis af, hvilke muligheder haven byder på. Dog skal højden skal være mindst 2 meter og gulvarealet skal være mindst 3-4 kvm. Katten skal kunne få noget motion og bevæge sig op og ned. Har man mere plads, så vil en lille agility-bane være en oplagt fornøjelse for katten. Katten bliver måske aldrig agilitymester, men den vil have stor fornøjelse af de udfordringer, som sådan en hjemmelavet agility-bane kan give. Her kan være store rør, man kan kravle igennem, noget at klatre op i, en hule at gemme sig i – ja, kun fantasien sætter grænser. Ligesom ved indhegning skal adgangen til en kattegård være en ”frit-valgs-løsning” for katten, som bør have ubegrænset adgang mellem kattegård og hus ved hjælp af en kattelem. Det kan ikke anbefales at lade et åbent vindue eller en åben dør være adgangsvejen, idet katten så kun vil have glæde af kattegården i de timer, hvor der er mennesker i huset.
Lejlighedskatten
Bor man i lejlighed, vil det være nødvendigt at lave vinduessikring. Det er de færreste katte, som kan tåle at se fuglene flyve frit forbi uden at prøve at fange dem. Og der er langt ned, også i 1. sals højde. Og selv hvis katten er heldig og slipper uden synderlige skader fra faldet, vil den ofte være forskrækket og måske prøve at løbe væk fra ”det farlige sted” – og en kat, som ikke er vant til at færdes frit, kan ikke uden videre finde hjem igen. Det er gammel overtro, at en kat altid finder hjem igen. Der er masser af eksempler på katte, som ikke har kunnet finde hjem selv indenfor et par hundrede meter.
Et forsatsvindue hvor glasset er erstattet af trådnet er en sikker løsning til frisk luft i lejligheder. Hvis man vælger et meget fintmasket net, så slipper man også for at få fluer, myg og andre insekter ind. Sørg for at hasperne på alle vinduer er grundigt børnesikrede – nogle katte er meget smarte og pilfingrede! Bor man i lejlighed med altan, kan det være fristende at indhegne altanen. Inden man begynder på det arbejde, bør man undersøge hos ejendomsadministrationen, om det er tilladt. Hvis det er tilladt, så kan indhegningen fx ske med volierenet på rammer, som kan hægtes på lægter, som opsættes på altanens gulv og loft. Der findes også specielle kattesikringsnet, som kan købes forholdsvis billigt, i pakken medfølger monteringskroge og liner.
Nogle lejlighedskatte vil kunne lære at gå tur i sele. Et almindeligt halsbånd er ikke tilstrækkeligt til en kat. Sådan et halsbånd vil de fleste katte kunne komme ud af, men der findes specielle katteseler. De er formet som et 8-tal og sættes om kattens hals og om kattens mave. Ingen seler til katte er 100 % sikre, og når man samtidig tager i betragtning, at en kat kan vikle sig ind i linen, så bør ingen kat være i sele og line uden samtidig at være under opsyn.
Sikkerhed i hjemmet
De fleste katte er født med en god portion nysgerrighed og indenfor hjemmets fire vægge lurer mange farer for en nysgerrig lille kat.
Katten kan vælge de mærkeligste steder til en lille lur. En vaskemaskine eller tørretumbler fyldt med tøj er en fristende hule set med katteøjne. Så har man en kat i huset, bør man enten sørge for, at katten ikke har adgang til sådanne fristelser, eller sørge for at maskinerne altid står lukkede. Pas også på opvaskemaskinen! Ofte er den indbygget i køkkenet og hvad de færreste tænker på, er at for at åbne lågen på opvaskemaskinen, så kræver det en lille åbning i fodpanelet under maskinen. Så sidder katten og leger ved opvaskemaskinen, så risikerer den at få en pote i klemme, hvis man åbner eller lukker låget.
Klorin, Rodalon og andre skrappe rengøringsmidler er giftige. Opbevar det, som om et nysgerrigt barn var i nærheden! Hvis rengøring af fliser i køkken og badeværelse foretages med rengøringsmidler, som blot sprøjtes på, så bør katten ikke have adgang til rummet før midlet er grundigt tørt. Disse midler kan sætte sig i kattens pels, hvis katten gnider sig op ad det rengjorte. Efterfølgende vil katten slikke rengøringsmidlet i sig, når den vasker sig. Når kattebakken rengøres, bør katten ikke deltage og bakken skal være grundig tør, før nyt grus hældes i og præsenteres for katten.
Vær opmærksom på, hvad møblerne kan gemme. Det er ikke usædvanligt at se en sofa eller andre møbler, hvor stoffet er fastgjort med små søm, som stikker ud under sofaen. Sådan hundrede små sømspidser kan gøre skade på katten, når den forsøger at smyge sig under møblerne i jagten på en imaginær mus.
Skarpe genstande, som for eksempel en kniv med kødsaft eller en osteskærer med osterester, indbyder til at blive slikket på. Stegefedt er ikke sundt for katte, og selvom køkkenbordet er forbudt område, vil de fleste katte tyvagtigt snige sig på køkkenbordet, når vi andre har sat os ved spisebordet. Hvis køkkenet ligger afsides, kan katten hurtigt nå at slikke på knive, pander og gryder. Kogepladers eftervarme kan give svedne poter, i værste fald svitses huden af poterne og giver mange smerter i en længere periode. Undgå situationen og sæt i stedet en gryde med koldt vand på den slukkede, men stadig varme, kogeplade. Det er sjældent, at katte bider i ledninger, men hvis ledningen dingler indbydende, vil katten se det som en opfordring til leg. Hvis der er et varmt strygejern i den anden ende, eller noget andet tungt, som kan vælte, så er katten i fare.
Ligesom børn kan blive kvalt i plasticposer, så kan katte det også. Små ting, som kan sluges, bør også holdes væk fra en nysgerrig kat.
Ild er farligt! Gnister fra en åben pejs kan antænde kattens pels, og det samme kan ske, hvis katten drister sig tæt forbi et stearinlys. Brændeovne bliver meget varme, og typisk vil katten kunne mærke varmen på afstand og ikke komme for tæt, men katten skal forhindres i at hoppe op på brændeovnen.
© Badina 2012